Om mig
Jeg hedder Krista Tolstrup og er uddannet pædagog, multimediedesigner og professionsbachelor i innovation & entrepreneurship. Fælles for alt, hvad jeg laver, er min passion for at skabe og formidle kreativitet med varme, nærvær og æstetisk sans.
Mine linoleumstryk er farverige og finurlige, ofte inspireret af alt det, vi danskere elsker: hverdagens små glæder, nostalgi og humor. Jeg tegner alle motiver i hånden og skærer dem ud i linoleum med stor omhu. Hvert tryk bliver derefter trykt manuelt med sværte på håndlavet bomuldspapir med bøttekant. Jeg bruger tryksværte med høj lysfasthed, og alle mine A4- og A3-tryk er signerede og nummererede.
Udover linoleumstryk laver jeg også papercuts og stentøjs-keramik – alt sammen håndlavet og skabt med kærlighed til detaljen.
Som pædagog brænder jeg for at kombinere det kreative med det pædagogiske – fx gennem workshops, hvor kreativiteten bliver en vej til fællesskab og fordybelse. Jeg elsker at give min passion videre og skabe rum, hvor både børn, unge og voksne kan udfolde sig.
I mere end 10 år har jeg solgt kunsthåndværk og deltaget på kreative markeder rundt omkring i landet. Jeg elsker at møde folk ansigt til ansigt – så har du lyst til at besøge mit lille værksted i Hinnerup, er du altid velkommen.
Send mig endelig en besked, hvis du vil høre mere eller er nysgerrig på mine workshops 🙂